Hver tirsdag samles en gruppe kvinder i en billardklub i Trige. Her er latteren høj, fællesskabet stærkt, og spillet er kun en brøkdel af hyggen.
Af Anna Boddum Bjerregaard
59-årige Marianne bøjer sig forover, placerer køen mellem fingrene i de pink handsker, som sikrer det perfekte greb. Hun kigger koncentreret langs den halvanden meter lange træpind. Rynker panden. Flytter sig en my til højre. “Klonk”, den røde kugle er sendt afsted.
Et øjeblik er der undtagelsesvist helt stille i klublokalet. To af de fem kegler på midten af bordet vælter.
“Sådan der!”, udbrydes der højt i kor af fem kvindestemmer, hvor den yngste er 33 år, og den ældste 73.
Marianne trækker på smilebåndet og går mod pointtavlen. Hendes lange, mønstrede cardigan flagrer, når hun bevæger sig.
Hun smyger sig rundt om Lis mellem billardbordet og bænkene langs væggene, hvor kvinderne sidder på hynder med sommerfuglemotiver.
“Vi krydsede lige hinanden,” siger Marianne.
“Skal vi så også bolle?” returnerer Lis med og bryder ud i et højt, hæst grin.
“Altså, fordi kryds og bolle,” forklarer hun hurtigt, hvorefter de andre også lader latteren rulle.
Og grin er der mange af, når en lille flok kvinder hver tirsdag klokken 18:30 mødes til Ladies Night. Det er her, de slipper hverdagens bekymringer og finder glæde i både selskab og spil.
Det foregår i en kælder til et boligkompleks i Trige, hvor billardklubben har et lille lokale. Bag den tunge metaldør, hvorpå der med tusch er skrevet “BILLARD”, bliver stilheden i opgangen erstattet med hvinende stemmer, der lyder af en del flere end de faktiske seks-syv.
På disse aftener er der kun adgang for kvinder, “fordi mænderne er så kloge”. I starten, for cirka halvandet år siden, var de som regel kun tre-fire stykker. Men denne tirsdag er de seks, som i løbet af aftenen bliver til syv.
Bøvser og platte jokes
“A la la la la long”, synger Lis, mens hun vifter med armene over hovedet til Inner Circles “Sweat”, der spiller fra højtalerne. Kvinderne sidder og står sporadisk rundt om det ene billardbord, de fleste med en Squash- eller Coca-Cola-glasflaske i hånden, som kan købes for en 10’er.
En høj bøvs undslipper Mariannes mund. “Vi er i billardklubben,” bemærker hun med et tilfreds smil. Der er to billardborde, men de spiller alle på det samme. “Klonk”, siger det, hver gang kvinderne på skift støder til den røde kugle med deres køer.
“Mit barnebarn, Maja, har taget på! De skal vække hende hver anden time og give mad,” siger Marianne stolt, inden hun bliver afbrudt af et skingert grin fra den modsatte bænk. For tredje gang på fem minutter fyrer Lis en joke af, der må have alles opmærksomhed, og Marianne glemmer alt om det seriøse, hun var ved at fortælle.
Lidt før klokken otte stikker en lyshåret kvinde hovedet ind. Hun er iført badesandaler og løse leopardbukser, der går til skinnebenene.
“Kan jeg nå at være med til et spil?”
Det kan hun godt, forsikrer de andre. Hun sætter sig på bænken ved siden af alderspræsidenten Thea, der byder hende velkommen med et “hej skatter”, hvor den engelske accent kommer til sin ret.
Grisen grynter, og regnestykket går i ged
Marianne drejer på den brune trædut på pointtavlen, så pointviseren tæller op.
“Klokken er ikke otte endnu, vel Sascha? Du ved godt, der begynder jeg at regne forkert.”
Marianne har ADHD, og derfor bliver hun ret træt i hovedet, når klokken nærmer sig sengetid. Hun er førtidspensionist, blandt andet grundet en trafikulykke for nogle år siden. Hun nyder at komme her hver tirsdag, for så kommer hun ud og får grinet, i stedet for bare at sidde derhjemme, som hun ellers gør meget.
Nogle af kvinderne spiller kampe i weekenderne og træner flere gange om ugen, mens andre bare kommer om tirsdagen. Man bliver bidt af det, siger de. Men mest af fællesskabet.
“Vi hygger os simpelthen så meget, her må man gerne lave fejl,,” siger en kvinde med briller og kortklippet, gråblondt hår. Hun kan dog ikke være med de næste to tirsdage, fordi hun skal på arbejde.
Pludselig lyder et højt grynt. Men det er hverken fra Lis, Sascha eller Marianne. Lyden kommer fra et pivedyr formet som en lyserød gris, som står på en hylde. Det er Lis, der har trykket på den. For når man enten har lavet et rigtig godt stød, eller et rigtig dårligt, så skal grisen have et klem. Til stor begejstring fra kvindeflokken, som bryder ud i latter.
Ikke et værtshus
De fleste af de syv kvinder, som er med i aften, bor i Trige.
“Det tager ikke mere end 5 minutter at gå herhen,” siger Lis.
“Nej, og kun tre minutter for mig, Lis henter mig på vejen,” tilføjer Marianne.
En kvinde med langt, mørkebrunt hår bryder ind: “Hvor lang tid tog det dig at gå hjem sidste tirsdag, Marianne?”
Samtlige kvinder sprutter af grin. “Hun slingrede hjem, ” svarer Lis, “Så det tog nok dobbelt så lang tid,” .
Sidste tirsdag blev Anja nemlig 50 år, så derfor drak de “brandbil”. Ellers drikker de mest Coca-Cola og Squash-sodavand. For det er ikke et værtshus, slår Marianne fast.
Klokken nærmer sig 21, og kvindeaftenen i billardklubben går på hæld. Hvem der vandt og tabte aftenens spil, bliver der ikke talt om.
Men latteren og snakken fortsætter til helt ud af opgangen. Næste tirsdag mødes de igen – til mere grin, mere snak og flere kugler, der triller hen over det grønne filtbord. Og der er plads til nye ansigter. Alle kvinder, der skulle have lyst til at være med, er velkomne.